Min politik
Her på siden kan du læse alt om min politik og de ting jeg gerne vil gøre bedre hvis jeg bliver Borgmester i Odense.
I Venstre har vi en vision om at skabe et Odense, hvor den enkelte tager ansvar for sin egen tilværelse og har frihed til at bestemme, hvordan livet leves bedst. Venstres mission er at være det toneangivende og ansvarlige parti, der hver eneste dag kæmper for at skabe et rigere, friere og mere sammenhængende samfund.
Nogle politikområder er udspecificeret i siderne herunder. Skulle der være et politikområde der ikke er belyst skal du være velkommen til at tage kontakt til mig. Mine oplysninger kan findes på kontakt siden
Venstre er partiet for det arbejdende Danmark – og det skal forstås bredt.
Det er dem, der kan og vil, både for virksomhedsejeren, dem med lønseddel i hånden hver måned, men også for den studerende, som kan og vil eller den pensionerede, som efter et langt arbejdsliv har fortjent en værdig pensionisttilværelse, og måske stadig bidrager i foreningslivet eller andre steder.
Det går godt i Odense, og meget bedre end tidligere. Vi har stærke gamle og nye virksomheder, der udvikler sig. Men vi har en vækstudfordring i Danmark og Odense - og her tænker vi ikke på coronaen, som har kostet dyrt. Alt for mange odenseanere har ikke et job at stå op til, det koster dyrt… Vi skal hjælpe vores erhvervsliv til vækst, ikke hindre med regler og byrder.
Væksten er en forudsætning for fortsat, bedre velfærd og for at vi danskere selv kan forme vores fremtid. Her hjælper det ikke at hæve skatter for borgerne og virksomheder, optage lån og sælge Fjernvarme Fyn, der luner godt de første år men derefter er en tom fornøjelse. Det kommer til at koste velstand.
Jeg har en grundlæggende tro på, at vi kan gøre det bedre, og det er det kompas, jeg laver politik ud fra. Hvert år betaler odenseanerne 10 mia. kr. til kommunekassen. Vi har et kæmpe ansvar for at bruge hver en krone så godt som muligt.
Udfordringen støder vi desværre på igen og igen, når vores medmennesker – om det er sundhed, ældrepleje eller socialområdet – bliver reduceret til opgaver. Så er det nemlig systemet som sætter rammen for, hvordan de skal behandles. Og det kan gå helt galt, hvis ledelsen glemmer at lede og i stedet bliver administratorer, som kun har øje for systemets logik.
Derfor er ”flere penge” ikke et ordentligt svar. Det handler om at turde gøre tingene anderledes. Vi skal vi sætte mennesket før systemet og give bedre muligheder for de mange, som gerne vil levere god velfærd til deres medmennesker uanset om det er private eller offentlige.